Hvad er lus?
Lus er en blodsugende snylter. Den er mellem 2-3 mm lang, men som nyudklækket under 1mm. Der findes tre typer lus, der kan leve på mennesket, det er hovedlus, fladlus og kropslus. Hovedlus er den mest udbredte herhjemme. Hovedlusen lever helt nede i hovedbunden, hvor den har optimale livsbetingelser: varme (ca. 30ºC), høj luftfugtighed og let adgang til at suge blod. Lus lever i ca. 3-4 uger, og hunlusene kan dagligt nå at lægge 5-8 æg. Det tager 6-9 dage førend ægget udklækkes.
Det er kun hovedlus der omtales nedenfor.
Hvordan smitter lus?
Lus forlader ikke frivilligt et hoved, med mindre de har mulighed for at kravle over på et andet. Tæt kontakt mellem hoveder anses derfor også for at være årsag til langt de fleste tilfælde af lus.
Det er begrænset hvor lang tid lus kan overleve, når de ikke befinder sig i hovedbunden. Ofte er de lus, der falder ud af håret, gamle, syge eller svækkede. Luseæg kan ikke smitte.
Kamme, børster, huer og lignende ting, der bruges af flere personer inden for et kort tidsrum, kan være smittekilde. Lus kan ikke overleve på dyr, så familiens kæledyr, kan altså ikke være en smittekilde.
Hvem får lus?
Vi kan alle blive smittet med lus, og det har ingen betydning om håret er fedtet eller ej. Det er dog især børn i alderen 3-10 år der oftest bliver smittet med lus. Det skyldes, at de under leg, ofte kommer i tæt kontakt.
Hårlængden kan også have betydning for, om man smittes med lus. Dem der har langt hår smittes oftere end dem med kort hår, og dem der har en hårlængde på under 0,5 cm får ikke lus.
Hvordan konstateres lus?
Det er langt fra os alle der får kløe, når vi har lus. Derfor kan vi gå rundt og smitte uden at vide det. Det anbefales, at man regelmæssigt undersøger sit barn for lus. Det er især vigtigt, hvis der i barnets omkreds er konstateret lus.
Når man skal undersøge om der findes lus eller luseæg, reder man håret igennem med en tættekam (kan købes på apoteket). Det kan være lidt nemmere at redde håret igennem, hvis det er lidt vådt. Tættekammen bankes på et hvidt underlag, og det afredte undersøges. Det kan være nødvendigt at anvende en lup, da lusene er meget små. Man skal også kigge bag ørerne og i nakken, for at undersøge om der sidder æg. Hvis der gør det, er det vigtigt, at man undersøger håret den kommende uge, for at holde øje med om æggene udklækkes.
Hvis man findes lus, er det vigtigt at man informerer skole, institution og den øvrige omkreds, så smitten kan reduceres.
Kan luseangreb forebygges?
Man kan ikke forebygge et luseangreb. Men man kan være med til at reducere smittespredningen. Det gøres ved, at man regelmæssigt undersøger, især sine børn, for lus ved hjælp af en tættekam. Finder man lus, er det MEGET vigtigt at man informerer skolen, institutionen og den øvrige omkreds om at man har fundet lus. Man skal ikke være flov over det, det kan jo ramme os alle, ligesom en forkølelse. Det er kun flovt, hvis man ikke gør noget. Det hjælper jo heller ikke kun at behandle sit eget barn, for det vil sandsynligvis hurtigt blive smittet igen, hvis man ikke har fortalt det til omgivelserne, så de også kan behandle deres børn.
Hvordan behandles lus?
Gode råd: Kæmning foregår uden brug af lægemidler. Man anvender en tættekam, og så gælder det "blot" om at være grundig og give sig god tid til det (det tager ca. 20 minutter pr. kæmning).
Inden man starter selve kæmningen, er det bedst at gøre håret vådt, hælde lidt balsam i og rede det igennem med en almindelig kam.
Kæmningen går ud på, at man reder håret igennem med en tættekam, fra hovedbunden og ud til hårspidserne. Efter hvert tag bankes tættekammen af på et hvidt underlag, så man kan se, hvor mange lus der er redt ud. De helt nyudklækkede lus er så små, at de kan være svære at fange med tættekammen, og æggene er MEGET svære at kæmme ud, derfor bør man gentage kæmningen hver anden dag i 14 dage. Er kæmningen udført korrekt, vil personen være fri for lus efter denne periode. Men man skal huske på, at selv om man kæmmer, så er man ikke sikret mod at blive smittet igen.
Der findes også forskellige lægemidler, som er godkendt til bekæmpelsen af lus på mennesker. For at opnå den rette effekt, er det vigtigt, at man følger brugsanvisningen korrekt. Der kan godt gå lidt tid inden lusene dør efter en behandling med lægemidler, så man skal ikke fortvivle, hvis man finder levende lus lige efter behandlingen. Man skal til gengæld kontrollere håret med en tættekam dagen efter, og her skulle man ikke finde lus, hvis behandlingen er lykkedes.
Finder man lus i håret dagen efter en behandling, kan det skyldes en fejlbehandling. Det kan være, der har været for lidt lusemiddel, eller at håret har været for vådt, så koncentrationen af lusemidlet er blevet for lavt. Man må så prøve igen. Er der stadig ingen virkning, må man prøve et andet præparat, lusene kan godt udvikle resistens. Er man fortsat ikke lusefri efter 2-3 behandlinger bør man kontakte lægen eller sundhedsplejersken.
Man kan vaske fryse eller isolere (i 48 timer) kamme, børste, huer og lignende ting, for at være sikker på at de er lusefri, efter man har foretaget en behandling eller kæmning.